Af Aage Sinkbæk.

 

Kære læser! Du tilhører formodentlig de 99 % af menneskeheden for hvem denne planet og dens civilisation forekommer hjemlig og tryg. Det er sikkert svært for dig at sætte dig ind i hvor fremmedartet og absurd hele forestillingen virker på den ene procent, jeg tilhører. Men jeg vil alligevel gøre et forsøg på at appellere til din indlevelsesevne.

 

Forestil dig, at du er havnet på planeten Zer-ut-thunk, som kredser om en obskur stjerne i en afsidesliggende galakse. De indfødte er meget fremmedartede og udrustede med nogle meget specielle kemiske processer. Da det er en civiliseret planet får du grundig sprogundervisning straks efter ankomsten.

 

Det indfødte sprog består af to elementer – thunk og dorn. Thunk består af en række lyde, som fremkalder serier af kemiske processer. Disse processer er zer-ut-thunk’ernes måde at tænke på, og hvad der for dig måske ligner et parfumeret fyrværkeri kan meget vel vise sig at være essensen af deres filosofi.

 

Dorn består af bevægelser, hvis formål er at opbygge og stimulere den indre kemi og dermed sikre, at man kan holde thunk’en i gang. Det viser sig, at det er muligt for dig at gengive de fleste af thunk-lydene og endda at begribe visse af de enkleste af de tilhørende begreber. Men hvad den medfølgende kemi angår, er du ilde stedt, du har simpelthen ikke de kemiske forudsætninger for at levere den. Sproglæreren erklærer imidlertid, at zer-ut-thunk’erne i erkendelse af din ufuldkommenhed vil dispensere fra kemien, selvom det vil gøre thunk’en praktisk talt meningsløs.

 

Med dorn går det lidt bedre. Mennesker er mindst lige så gode som zer-ut-thunk’erne til at vride sig, så det er ikke noget problem at udføre bevægelserne. Men da du jo ikke har den kemi, der skal stimuleres, har du intet begreb om, hvad det skal gøre godt for. Der er derfor ikke andet for at gøre end at lære lange sekvenser udenad og håbe at du får vredet dem på de rigtige tidspunkter.

 

Omsider kommer den store dag, hvor du skal demonstrere, hvad du har lært. Det lykkes dig at aflevere lektien næsten fuldstændig, som du har indstuderet den sammen med sproglæreren, men da du er færdig begynder hele forsamlingen at skrige af grin, og luften bliver tyk og uigennemtrængelig af deres latterfyrværkeri. Da latteren tager af spørger du bekymret sproglæreren, hvad det var, der var så morsomt. Sproglæreren knækker endnu en gang sammen og mister thunk’ens brug i flere minutter. Omsider får han dog fremthunk’et: ”Jordbo, du glemte jo fuldstændig at børke!”

 

Det er muligt, du synes, at jeg presser din forestillingsevne for hårdt. Så vanvittige situationer kommer menneskene ikke ud for foreløbig, hvis vi overhovedet nogensinde gør det. Men vi behøver slet ikke at bevæge os ud i rummet for at finde mennesker, der dagligt må kæmpe med lige så uoverskuelige og absurde kommunikations- og forståelsesproblemer som dem, vi ville komme ud for på planeten Zer-ut-thunk.

 

Jeg tænker her på den ikke helt lille gruppe af mennesker, som bliver kaldt autister. Alene i Danmark er der en 30-40.000. Jeg er en af dem. Mennesker med autisme er mindst lige så forskellige fra hinanden, som alle andre mennesker. Vi fås i alle mulige afskygninger og varianter, og man taler derfor om et autistisk spektrum. Nogle af os bliver kaldt infantile autister – skønt det er livsvarigt – andre bliver kaldt højtfungerende til stor undren for dem, som møder os. Vi har også andre kære navne som Asperger og NLD. Fælles for os er, at vi er meget dårlige til meget af det, som er utrolig let for alle andre. Derfor får vi sjældent lov til at beskæftige os med det vi er gode til, fordi ”man” mener, at vi først må se at blive bedre til det, vi ikke kan.

 

Det skyldes at vores situation på et afgørende punkt er langt værre her end på Zer-ut-thunk. Der er det i det mindste meget let at se forskel på menneskene og zer-ut-thunk’erne, men her tilhører vi den samme art som det lokale flertal. Vi er aliens, men vi er også indfødte.

 

På grund af ligheden er det svært for flertallet at fatte, hvor stor forskellen er. Det er ikke let at få dispensation for kemien, for man kan ikke umiddelbart se på os at vi ikke har den. Man bebrejder ikke elefanten dens dårlige bordmanerer og stædige vægren mod at lære at tale. Men vi bliver ofte bebrejdet de ting, vi ikke kan, fordi vi ser ud som om vi kan.

 

Ligheden betyder også, at ingen tænker på at advare os om at det sprog, vi lærer, måske nok er vores modersmål, men at det først og fremmest er et fremmedsprog udviklet af og beregnet for mennesker, der opfatter, tænker og føler helt anderledes. Sprog skal man nødvendigvis have, men normalsprogets måde at håndtere begreber og følelser på er ikke funktionel for os. Det gør os bare dummere, når vi prøver at bruge det til at tænke med eller udtrykke følelser med. De tanker, vi kan tænke, f.eks. konkret analyserende tænkning, får vi til gengæld ikke nær nok træning i.

 

Der er heller ingen, der umiddelbart fortæller os, at der bliver talt endnu et sprog, en blanding af øjenkontakt og kropssprog, som gør flertallet euforiske og som de er meget afhængige af. Det bliver vi først underrettet om, når vores forsøg på at agere normale er brudt definitivt sammen. Så insisterer man til gengæld på at lære os dette sprog.

 

Hvordan kan man lære os at blive euforiske af at se andre mennesker i øjnene, hvis vi ikke bliver det automatisk? Jeg tror ikke på det. Det burde være nok at oplyse os om, at kropssproget findes, og lige lære os det elementære: mundvig opad og mundvig nedad og forskellige andre simple tegn og gerninger. Men tale rigtigt med? Nej! Her må vi bede om dispensation for kemien. Vi har ikke frøken Smillas fornemmelse for sne.

 

Det har desværre lange udsigter med dispensationen. Samfundet er blevet meget mere intolerant siden jeg var barn. Nu skal alle med Djævelens vold og magt være socialt kompetente. Selv de mest humane interventionsmetoder lægger vægt på at autistiske børn skal bruge hovedparten af deres tid på at træne deres sociale kemi. De gammelkloge børn, som da jeg var barn kunne gøre sig håb om at blive professorer og lignende verdensfjerne ting, klarer nu sjældent folkeskolens afgangsprøve, fordi de går til grunde i gruppearbejde. I stedet for tilfredsstillende samfundsnyttigt arbejde får de nu meget ofte førtidspension.

 

Har samfundet råd til at sætte så mange mennesker på aftægt – og kan vi være det bekendt?